Hvilket hold skal du gå på næste år?

Elisabeth Fahlgren, studerende, 23 år, Odense.
”Nu kommer det jo altid an på, om man kommer med på holdet. Men jeg håber meget på at komme på SG Elitepiger, fordi det er nogle super seje og vildt dygtige instruktører, der skal have holdet. Og så er der også mange af mine veninder, der stiller op til holdet. Så det tyder på, at det også vil blive et socialt og hyggeligt hold.”

Anders Moesgaard, gymnasieelev, 17 år, Ryde.
”Jeg håber på at komme på Holstebro Rephold – så nu må vi se. Udover det skal jeg faktisk kun være træner på Holstebro Juniorhold.”

Lærke Poulsen, lærer på Vesterlund Efterskole, 23 år, Aarhus.
”Jeg regner med Aarhus Rephold. Det er fede instruktører, og jeg tror, det kan blive mega fedt, varieret og udfordrende. Så er jeg med på Ollerups Elitehold. Et hold jeg altid har set op til, og som jeg glæder mig til at være en del af. ”

Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.18.14 Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.18.23 Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.18.44

Helle Søndergård Madsen, HHX’er, 17 år, Brande.
”Jeg tager til udtagelse på Hammerum Rephold. Først og fremmest fordi det er den region, jeg tilhører. Og derudover fordi jeg har hørt mange gode ting om holdets instruktør; Camilla Tolstrup. Udover Repholdet tager jeg til udtagelse på de to Gjellerup Sdr. hold og håber på at komme med på GS Elitepiger. Jeg vil gerne bruge holdet til at udvikle mig endnu mere, og GS har altid haft et godt ry og dygtige trænere. Udover disse hold håber jeg på at få plads til at danse også. På efterskole fik jeg virkelig øjnene op for de mange forskellige måder at bevæge sin krop på, og jeg håber, at disse træninger kan udvikle mig endnu mere som gymnast.”

Danni Lozano, i lære som værktøjsmager, 24 år, Holstebro.
”Jeg stiller op til Holstebro Rephold, fordi det igennem de sidste seks år har været en kæmpe del af min hverdag og min udvikling som gymnast. Trænerne har altid været nytænkende, kreative og har stillet krav. Fra zombie til robotter. Fra bløde og elegante herreserier til rå og kantet hiphop. Holdet har alt, som man kan ønske sig. Så skal jeg gå på VGF89 Eliteholdet. Min springteknik har sine rødder i tumbling, og jeg har længe ønsket at tage det op igen. Rent springmæssigt glæder jeg mig til at kunne nørde teknik og virkelig gå i dybden med springene igen. Efter mine år på repholdet har jeg også fået en stor lyst til at prøve nye ting og gerne nogle svære ting! Derfor skal jeg næste år til Århus og danse på et konkurrencehold i hiphop. Rytme er aldrig kommet nemt til mig, og derfor så jeg det som en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til.”

Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.17.33

Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.19.08

Christina Rye, Stepz Danseuddannelse, 21 år, København.
”Udover at danse på Stepz søger jeg på PI Elitepiger, som Anne Hviid starter op. Jeg vil gerne gå på et ugentligt gymnastikhold i Kbh ved siden af dansen, og da jeg så, at Anne startede et hold op, var jeg solgt og tænkte: ’Det vil jeg på!’ Derudover kan jeg ikke holde mig væk fra mine veninder fra Ollerup, så jeg søger også på Ollerups Dansekompagni. Mine tidligere dansetrænere fra højskolen, Ida Frost og Lærke Appelon, skal være gæsteinstruktører for holdet sammen med to andre meget dygtige damer.”

Mette Starostka, studerende, 22 år, Odense.
”Jeg har valgt at stille op til SG Elitepiger og SG Øvede Piger, fordi jeg så deres opvisning sidste år, og begge hold var rigtig gode. Instruktørerne i år er igen nogle meget dygtige instruktører, og det motiverer meget for at vælge at stille op. Jeg tager også til udtagelse på Minirep og Repholdet her på Fyn. Jeg gik på Minirep sidste år, og det var jeg rigtig glad for. Trænerne var rigtig dygtige, og jeg synes, at jeg rykkede mig rigtig meget. Fællesskabet var også vildt godt, så selvfølgelig stiller jeg op igen.”

Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.18.05 Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.17.49 Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.19.01

Eske Kiel, holder sabbatår og arbejder som pædagogmedarbejder, 20 år, Vejle.
”Jeg skal på Ollerup i foråret ’16. Så jeg stiller kun op som turist på Sydøstjyllands Rephold. Det er fjerde år, jeg stiller op på repholdet i Vejle, og jeg har virkelig været glad for at gå på holdet. Det sociale bliver vægtet rigtig højt, samtidig med at gymnastikken fortsat er på et højt plan. Jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at stille op i år, men da det blev offentliggjort, at de to trænere, som skulle have drengene, var tidligere verdensholdsgymnaster og begge meget anerkendte i gymnastikverdenen, kunne jeg ikke sige nej. Ved siden af repholdet går jeg på Gjellerup Sdr.s konkurrencehold for tredje år i træk – et hold, der virkelig falder i min smag. Det er et konkurrencehold, så det er selvfølgelig lidt anderledes fra det hyggelige rephold. Men GS er en helt kanon klub med nogle virkelig gode trænere, som trækker gymnaster til. For at sige det kort, så har de bare gang i noget godt deroppe – derfor har jeg også valgt at sige ja til at træne GS’s 3. hold den kommende sæson.”

Benedikte Capion, studerende, 23 år, København.
”Jeg skal træne Københavns Rephold, og så håber jeg på at komme på PIX i år. Jeg savner det gode mix mellem gymnastik og dans – med mest af det sidste. Og det har jeg en god forventning om at kunne finde der. Det er nogle dygtige undervisere med kreative hoveder, så jeg tror, at der bliver god udfordring i et godt mix af genrer og en opvisning, der leverer varen til foråret. ”

Skærmbillede 2015-08-16 kl. 13.18.34