At være en del af et fællesskab

Sofie Hollender fra Idrætsefterskolen Lægården er i dag gæsteblogger her hos os. Hun fortæller om sin oplevelse ved at deltage til Efterskolestævnet i Herning. Når du har læst hendes ord, er du ikke i tvivl om, hvorfor du dyrker gymnastik, og hvor stort et fællesskab gymnastikken giver os alle. Tak, Sofie! VIG_0761 VIG_0789 Der var stor glæde og begejstring, da vi kom hjem efter en vellykket gymnastikdag i Herning. En dag som mange ellers havde været nervøse og spændte på i lang tid. Men det var der overhovedet ingen grund til, da opvisningen gik ud over alle forventninger. Det var en oplevelse for livet, som jeg synes alle burde prøve. Derfor vil jeg gerne dele min oplevelse med jer… Da vi kørte ind ad porten til messecentret, begyndte jeg allerede at få en kriblen i maven. Det var langsomt begyndt at gå op for mig, at den store opvisning lå og ventede lige om hjørnet, og at der ikke var andet end to timer til, at vi skulle på. Det var nu, at vi virkelig skulle vise, hvad Lægården havde øvet gennem så lang tid – og ikke nok med det, så var det også min hjemmebane. Vi steg ud af bussen og gik hen mod indgangen, hvor der med store bogstaver stod Gymnastikstævne Herning. VIG_0801 VIG_0815 Da vi trådte ind af døren, vrimlede det med efterskoleelever til alle sider. Taskerne blev hurtigt smidt, informationerne blev givet, og så måtte vi ellers gøre, hvad vi ville. Jeg skulle mødes lidt før de andre, da jeg var blevet udvalgt, sammen med 20 andre elever, til at gå indmarch. Derefter sigtede nogle tøser og jeg ellers direkte mod hallen, som vi skal opvise i, og det var først da, at det gik op for mig, hvor stort det var. Wow! Der var sæder helt op til loftet, et kæmpe skilt hængende ned i den ene ende af hallen og en storskærm i den anden. Hallen var godt belyst, og nogle kamerafolk var i gang med at sætte det hele klar til showtime. Klokken slog 16, og hallen var fyldt helt op med mennesker. Indmarchen blev sat i gang, hvilket forløb rigtig godt. Der blev sunget en fællessang, og hver efterskole blev hurtigt præsenteret. Stemningen var høj, og der blev klappet i fulde drag. Tiden fløj af sted, og pludselig var det snart os, der skulle på. Vi skulle mødes omme bagved for at varme op. Man kunne sagtens mærke på folk, at de var spændte. Jeg var næsten også overbevist om, at opvarmningen aldrig havde været federe end der. Alle gjorde som der blev sagt, levede sig ind i det og havde det sjovt. Vi sluttede af med vores kampråb, inden vi skulle på gulvet, så vi var 100 procent klar. VIG_0796 Startnummeret gik i gang, og det var nu, vi skulle præstere. Nervøsiteten var høj, men forsvandt ligeså snart, vi var i gang. Derefter tænkte jeg bare på at nyde det hele. Det var den sidste “store” opvisning, som jeg nok højst sandsynlig vil huske resten af livet. Efterfølgende skulle drengene på. De smilede, som de aldrig havde smilt før og så ud til at have det sjovt. Det hele kørte; konceptet, rytmestykkerne og selv også spring gik godt. Efter slutserien blev der givet stående klapsalve, og vi kunne stå tilbage med en rigtig god fornemmelse i kroppen. Det var virkelig en fed følelse at vide, at man havde gjort noget i fællesskab, som var lykkedes. Det kunne man også mærke efterfølgende, at de andre syntes pga. stemningen. Ellers fløj resten af aftenen bare af sted med alle de resterende flotte opvisninger. Alt i alt havde det været en rigtig god og vellykket dag med glæde og godt humør. Dette har i hvert fald været en oplevelse, som jeg vil tænke tilbage på fra mit efterskoleår, og det kan klart anbefales at prøve noget lignede. Det styrker i den grad fællesskabet og sammenholdet, og man mærker, at man er med til at gøre en forskel og med til at inspirere andre. //:Sofie Hollender