‘De vigtigste ting i livet er ikke ting.’ Denne sætning kommer fra gymnast, instruktør, balletpige og danser Kirstine Mielcke Hansen, som i dette indlæg fortæller os, hvad gymnastikken har givet hende – og hvad den stadig giver hende. Måske kender I hende bedre under navnet Nemo. Hun startede sine spæde ungdomsår ud som balletdanser, dernæst sneg hun sig til gymnastik på Holstebroegnens Juniorhold, og hun er nu en af Danmarks mest innovative og nytænkende instruktører. Læs Kirstines første indlæg ud af tre om hendes liv indtil nu. Senere vil hun fortælle om udviklingen af en gymnast og af et show. 

Mit navn er Kirstine Mielcke Hansen, jeg er 28 år gammel og har en bachelor i Historie og Museologi. Jeg læser min kandidat i oplevelsesøkonomi. I dette forår har jeg taget orlov fra mit studie, da jeg har fået lov til at være underviser på gymnastikhøjskolen i Ollerup. Et privilegium, en udfordring og en drøm jeg har gået med siden jeg selv var elev i foråret 2006. 

Tilbage på Ollerup
Det er ni år siden, jeg kørte de 2 timer og 20 min fra mine forældres hjem i Holstebro til Gymnastikhøjskolen i Ollerups parkeringsplads. Min far og farmor var med for at aflevere mig. På turen derned fortalte min farmor historier om sit ophold på Ollerup i sommeren 1942 – veninderne, gymnastikken og selveste Niels Bukh. Jeg sad spændt og stum på bagsædet og lappede det hele i mig og samtidig forsøgte at forestille mig, hvordan mit ophold ville blive.

Farmor Gertruds billeder fra sommeren 1942

Den gamle gymnastiksal

OD hallen – hvad skal vi med spejle?

Farmor Gertrud og vimserne

Jeg havde ikke været på efterskole og havde kun én gang tidligere besøgt min kommende højskole. Mit tilknytningsforhold til skolen var minimalt og bestod kun af fortællinger gennem bekendte, der var tidligere elever og min farmor. Jeg havde derfor heller ikke de store forventninger – og vidste ærlig talt ikke hvad jeg gik ind til. Men det blev intet mindre end en lang fantastisk oplevelse. Selvom højskoleopholdet sluttede efter landsstævne i Haderslev, fortsatte venskaberne, glæden for at bevæge sig og mit tilhørsforhold til Ollerup bl.a. gennem flere år på Ollerups Elitehold. Efter mit ophold har jeg utallige gange sendt en kærlig tanke til de mennesker, jeg var omgivet af; både elever og lærere. Den 5. januar i år stod jeg så her igen, men denne gang på den modsatte side – som underviser.

De vigtigste ting i livet er ikke ting.

Ovenover: 9 ud af 10 medlemmer i højskole-kortklubben ”Swuppen” er samlet 2013. I mødet med mennesker opnår vi indsigt og udsyn – både personligt, fagligt og gymnastisk.

Besat af bevægelyst
Hvor andre har afprøvet forskellig sportsgrene af, såsom håndbold, volley og curling, har jeg nok været en smule ensporet. Bevægelsesmæssigt nåede jeg til gengæld at ”smage” på lidt af det meste. Fra akrobatik og redskabsgymnastik, til Det Kongelige Teaters balletskole. Jeg elskede generelt bare at snurre rundt. Men senere blev jeg for alvor forført af rytmegymnastikken. Måske lidt en omvendt rækkefølge i forhold til mange gymnaster i dag.

Ved siden af balletskolen gik jeg i smug på Holstebroegnens Juniorhold. Gymnastik er jo ’bare’ en fritidsinteresse, en skøn én – men man kan jo ikke leve af det. Det var min idé om rytmegymnastik, og måske netop derfor elskede jeg gymnastik – det var ren lyst. Første gang jeg blev bedt at improvisere, stod jeg måbende og havde ingen anelse om, hvordan de andre på naturligste vis bare kunne kaste sig frit rundt. Det var så forskelligt fra den klassiske træning, som jeg hidtil havde været vant til og også nydt. Men det var en hel ny og anderledes verden, der åbnede sig.

Kirstine 11 år, det Kongelige Teaters Balletskole

Fejesving og tendu’er – et bevægelsessamarbejde
Nogle gange kan det godt ærgre mig, at vi ikke værdsætter og udforsker gymnastikkens muligheder og potentialer. Men jeg ser heller ikke de gymnastiske rammer som begrænsende. For mig er rytmegymnastikken et tværfagligt samarbejde – altså at forskellige teknikker fra forskellige genrer giver mening sammen. Jeg gider ikke altid at tænke på og definere, hvad der er gymnastik, og hvad der er dans – jeg interesserer mig for bevægelse og teknikker, der kan hjælpe kroppen til sit fulde potentiale. Jeg kan ikke forestille mig at undervise uden fejesving og den forståelse for tyngde, som gymnastikken har givet mig. Men jeg kan heller ikke forestille mig at undvære teknikken til tendu’er, kropsholdning, placeringer og piruetter – her har vi gymnaster meget at vinde. Især hvis vi som undervisere forklarer, hvordan og hvorfor vi kan udnytte dansens teknikker og flette disse sammen med gymnastikkens. Jeg mener ikke, at vi glemmer gymnastikken ved dette – jeg mener, vi udvikler den.

I dag bliver Gymnastikhøjskolen i Ollerup italesat som gymnastikkens traditionsrige højborg. Og det er måske rigtig nok. Men i virkelighed udviklede Niels Bukh på gymnastikken og skabte noget nyt.

Min krop, mine muligheder
En af de instruktører, der har udfordret mig mest og rykket mig længst, er min tidligere eliteholdstræner og nu kollega Trine Sønderholm Larsen. Første gang vi skulle strække ud efter en sønderflæsende hård træning, bad Trine os lave et udfald på højre ben, placere højre hånd ved siden af højre fod og presse knæet tilbage med albuen. Jeg gjorde fuldstændig sådan, kiggede på min albue om måtte konstatere, at albuen ramte i hvert fald 20 cm under knæet. Dette var blot en ud af mange frustrationer, hvor min krop kom til kort (eller kom til lang?). En dag sagde Trine til os :”I skal ikke gøre det, MIN krop gør. I skal gøre det, jeg GØR med jeres krop!”.

1#holdet 2014

Dette er senere blevet et af mine mantraer som underviser. Vores kroppe kan skabe muligheder, hvis vi giver dem lov, og hvis vi selv bliver opmærksomme på dette. Som gymnast elsker jeg at udfordres af andres forskellige bevægelsesmønstre. Jeg tror aldrig, man kommer til at mestre en anden persons bevægelsesmønster, men det er vel heller ikke det, der er vigtigt? Det vigtigste er vel, at vi får mest muligt ud af vores egen krop? Som tilskuer tror jeg hellere, at jeg vil se 25 individer bevæge sig som én enhed, end jeg vil se 25, der hugger en hæl og klipper en tå for at ligne en anden.

1#Holdet 2014

Men jeg kan heller ikke forvente, at jeg kan afvikle en undervisning, og at alle får det samme udbytte ud af det! Jeg kan bruge en hel dag på at forberede mig til mindste detalje, men min undervisning afhænger i bund og grund altid af de mennesker, der kommer ind i lokalet og deres sindstilstand. Nogle skal have ord og billeder, nogle skal have gentagelser, andre igen skal se bevægelserne 100 gange. Jeg ønsker ikke at snakke tingene til døde, tværtimod – intet kvæler en trænings flow som at stå at tærske langhalm. Men hvis jeg hver gang bruger nye ord, metoder eller korte og koncise billeder til at forklare mig, fremmer dette forhåbentlig den forståelse, jeg ønsker.