Springer du sikkert?

Jeg er jo gammel springer. Eller. Jo. Det kan man vel godt kalde det. Jeg har nemlig sprunget i mine tidligere år, men jeg stoppede dog karrieren inden for det område efter mit ophold på Bjergsnæs Efterskole i 2004. Det kan godt være, jeg ofte fik det, man kalder ’kranen’, men jeg har da både været rundt i dobbelt back og lavet helskrue. Apropos kranen har jeg talt med en erfaren herre inden for området: springmodtagning. Denne herre mener nemlig, at man med omhu skal vælge, når man anvender denne modtagningsform og ofte kun gøre det som en gulerod for gymnasten.

10743481_10152765885552489_1940023562_n

Sebastian Bro er springtræner for Tumblinglandsholdet og har været det i de sidste mange år. Desuden underviser han Holstebro Elitesport, Holstebro Sports College, Vestjysk Gymnastikforening, hvor han er træner på grund, bobler, talent og eliteholdet. Derudover er han timelærer på Bjergsnæsskolen og på Skt. Jørgen Skolen og har for nyligt startet sin egen virksomhed – SB GYMNASTIK KONSULENT. Som I kan læse, har han masser af erfaring, og han ved om nogen, hvordan man skal tage ordentligt ved i spring, og hvad man absolut ikke skal gøre. Jeg har talt med Sebastian og fået en masse gode råd til, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Så er du træner på et springhold og jævnligt står og tager ved både gode og knap så gode spring, så læs lige med her og lad de fødder få en længere levetid.

Helt basalt skal du som springtræner have taget de forskellige kurser, der findes inden for området. Om det er Kursus1, 2 eller SpringSikkert – det er ligegyldigt; du skal bare have din grundlæggende viden. Dernæst er det meget vigtigt som modtager, at man står med center ud for gymnasten… Da Sebastian sagde det, vrængede jeg på næsen og undrede mig over, hvad det betød – så jeg uddyber lige. Man skal bruge sin tyngde, og derfor er det meget lettere at tage helt optimalt ved, hvis man står centreret i forhold til gymnasten, mens de springer. Ikke til højre – ikke til venstre – lige i midten.

10752047_10152765885802489_677791573_n

Det er ligeledes altid hurtigere for dig at løbe frem i stedet for tilbage. Placer dig selv tættere på graven, for så kan du altid løbe frem, og den springende gymnast vil lande lige i hænderne på dig – det er hurtigere og langt mere optimalt.

Jeg har engang slået min springtræner med et ordentligt brag. I en stående flik flak skulle jeg lige vise ham, hvordan man gjorde– og så kunne jeg ikke lige finde ud af at samle mine arme. Ups. Så jeg forstår altså godt, hvis du som modtager ikke har lyst til at stå tæt på gymnasten og forsøger at trække dig væk, hvis nu uheldet skulle være ude. Men. Det er bare slet ikke ideelt. For at kunne bruge din egen styrke som modtager, er det vigtigt ikke at stå med strakte arme, for så bliver du meget slappere. Hvis du bøjer dine arme og stiller dig tæt ved gymnasten, så har du de helt optimale forhold til at tage ved. Og så må du jo tage skraldet som træner, hvis din gymnast ikke kan samle armene. Sebastian har haft forstuvede fingre og fødder, og for nyligt fik han en knytnæve i sylten, der brækkede hans næse. Men som han sagde: ’Det tager man bare med.’

Da Sebastian i sine unge dage skulle lære at tage ved, fik han at vide af sine daværende springtræner, Bill Nielsen: ’Tag fat på hofterne, Sebastian.’ Og det var altså bare svært at komme helt derind. Men hvorom alting er – tag ved de hofter, for det giver den bedste mulighed for at hjælpe gymnasten.

10744976_10152765885732489_171529645_n

Teknisk modtagning
Den tekniske modtagning er super vigtigt og speciel rigtig vigtig at nørde. En af årsagerne til, at Sebastian er blevet så dygtig en modtager, er, at han har nørdet og nørdet og afprøvet alle mulige forskellige teknikker. Hvordan skaber man bedst rotation? Hvordan hjælper man gymnasterne rundt, så de ikke slår fødderne? Alle mulige spørgsmål stillede han sig selv og afprøvede teknikkerne, indtil han fandt de mest optimale modtagningsformer for ham selv. For det er nemlig væsentligt, at du finder de teknikker, der fungerer for dig, og som fungerer for dine gymnaster.

Psykisk modtagning
Den psykiske modtagning er formentlig den letteste for dig som træner, men hamrende vigtig for dine gymnaster. Helt konkret betyder den psykiske modtagning, at du er der, men det er ikke altid nødvendigt, at du skal gøre noget. For gymnasten er det rart at vide, at der står en person, hvis nu noget går galt. Man skal jo altså springe bagud og håbe på det bedste – jeg kan da godt forstå, at det er en rar fornemmelse lige at vide, at der står en person.

10743796_10152765885637489_1731301449_n

Kranen som gulerod
Jeg talte hurtigt om det i begyndelsen, men for dig, der ikke ved, hvad jeg mener med kran, forklarer jeg lige nærmere. Kran betyder, at du som modtager bruger alle dine kræfter og løfter en gymnast rundt i et spring, som gymnasten i princippet ikke kan lave selv. Men er det okay at bruge denne modtagningsform? Er det okay at hive sine gymnaster rundt i noget, som de egentlig ikke kan? Jeg stillede Sebastian disse spørgsmål.

En gymnast skal kunne lave de spring, de laver. Derfor er det vigtigt ikke at løfte gymnasterne rundt i spring, de ikke kan, for det udvikler de sig ikke af. Dog anvender Sebastian denne modtagningsform som en undtagelse til træninger, hvor han har lyst til at give enkelte gymnaster en gulerod. Hvis de har udviklet sig meget og kæmpet for at blive bedre til et enkelt spring – så er det okay til træninger sommetider at hjælpe dem rundt for på den måde at give dem motivationen til at fortsætte til, at de en dag helt selv kan springet.

10743599_10152765885432489_244584212_n

For at skabe overblik og give et sidste råd til dig som modtager: bliv ved med at nørde og ryk dine egne grænser som modtager. Prøv hele noget nyt og udfordr dig selv. Vær god til at variere mellem de tre modtagningsformer – den psykiske, kranen og især den tekniske. Kommenter endelig herinde og spørg løs, hvis du har brug for nogle uddybende svar.

Tagget , , , ,